Hver søndag samles hele verden på Brick Lane og sælger skrammel, tøj, hjemmelavet smykker og mad i en unik blanding. I den ene ende af markedet er det regulære loppemarked, hvor du kan købe gamle billederammer og keramik. Boderne blandes med enkelte boder der sælger både vintage og nyt tøj. Der kan købes lædertasker i alle størrelser, gamle skilte og kasser.

I midten af markedet er det mad, der er i hovedsædet. Uanset om man har appetit for etiopiske fladbrød, en ordentlig tysk bratwurst, Jerk Chicken fra Jamaica, mexicanske burritos, grønne kokos pandekager fra Malaysia, cupcakes eller thailandsk karryret, pina colada serveret i en ananas, kan det hele og meget mere findes enten på gaden eller i et af de to store lagerbygninger på gaden, der om søndagen er lavet om til et madmekka. Her står thaimutter og blander lækre sager mens en rigtig italiano står og vender en pizza. Det kan HELT KLART anbefales at spise en frokost her eller spise sig mæt i de mange smagsprøver. 

Hvis du har fundet en ret eller specialitet i udlandet, som du aldrig troede du skulle smage igen, er der stor sandsynlighed for at du får chancen her. Bedre madmarkedet i London findes ikke. 

Lige ved siden af lagerbygningen ligger et lidt skjult marked, Backyard market, som også ligger inde i en bygning. Her sælger designere deres eget tøj. Du kan købe unikke håndlavet smykker, billeder, tasker, punge, nøgleringe og julekugler. Du kan tilmed få en klipning, hvis håret trænger. Her er masser af gode gaveidéer til både ham og hende.

Åbent: Søndag kl. 8-14
Nærmeste undergrund: Liverpool Street Station eller Shoreditch High Street